TDC
TDC løser udfordring med telefakturaer til flere millioner offentlige kunder
Den 1. februar var D-dagen for elektroniske fakturaer i OIOXML-formatet til offentlige myndigheder. TDC havde i samarbejde med Evenex udviklet en løsning, der gjorde, at virksomheden var parat til start på dagen. Løsningen sætter TDC i stand til at sende OIOXML-fakturaer til et sekscifret antal modtagere i offentlige virksomheder. TDC tilbyder via løsningen hos Evenex sine kunder elektroniske fakturaer i fire forskellige formater, hvilket gør det muligt for TDCs kunder at behandle fakturaerne elektronisk og få dem integreret i deres inhouse-system. Derved opnår både TDCs kunder og TDC store fordele.
”Moderniseringsstyrelsen formulerede i 2004 kravet om, at OIOXML-fakturaer til det offentlige skulle sendes via VANS meget sent, og det betød, at vi havde ganske lidt tid til at udvikle en løsning sammen med Evenex. Vi udviklede i praksis løsningen i løbet af december og første halvdel af januar, kørte tests i den sidste uge af januar og var 100 procent klar den 1. februar. Det foregik ekstremt hurtigt, og vi er meget tilfredse med Evenexs hurtighed, professionalisme og serviceindstilling i forløbet”, fortæller fakturakonsulentchef Jens Møller Thomsen, TDC og tilføjer:
”Takket være vores strategiske samarbejde med Evenex, aftalte vi, at de stillede ekstra support til rådighed i denne periode, så vi kunne være sikre på at være klar med OIOXML til tiden. Den aftale har Evenex bestemt levet op til”.
Evenexs del af TDCs fakturaflow består i, at Evenex - som såkaldt VANS (Value Added Network Serviceprovider) – sikrer den elektroniske distribution af fakturaer og andre forretningsdokumenter mellem TDC og TDCs mange kunder i både det private og offentlige. En VANS er et professionelt bindeled mellem virksomheders og myndigheders forretnings- og IT-systemer. Og det er vel at mærke ikke blot transport af data, vi taler om her; en VANS tilfører som betroet tredjepart merværdier i form af kundeservice, datasikkerhed, driftssikkerhed, supportsikkerhed, innovation osv.
”Evenexs del af voresfakturaflow sørger for sikker og hurtig transport af den elektroniske faktura til rette modtager. Vi modtager en bekræftelse på, at modtageren har modtaget fakturaen, og Evenex sørger for at validere indholdet af e-fakturaen, det vil sige at tjekke indholdet for korrekt EAN-nummer, syntaksfejl, at alle felter er udfyldt osv.,” fortæller Jens Møller Thomsen.
Fordele for både kunder og TDC
”Vi opnår mange fordele ved elektronisk forsendelse af fakturaer. For det første sætter det os i stand til at leve op til loven om, at fakturaer til det offentlige skal være i OIOXML-format og via VANS. For det andet sætter det os i stand til at gøre håndteringen af fakturaer meget nemmere og billigere for vores kunder. Og for det tredje giver det også os selv store besparelser i form af millionbesparelser på papir og porto samt i form af mere effektiv fakturabehandling, hvor der sker færre fejl”, fortæller Jens Møller Thomsen.
Jens Møller Thomsen lægger ikke skjul på sin begejstring for, at det offentlige med loven om elektroniske fakturaer til det offentlige baner vejen for det, han håber kan blive et gennembrud for en bred udbredelse af elektroniske fakturaer og måske også andre udvekslinger som for eksempel ordreflowet.
”Vi har allerede eBoks og EDI, men der er stadig masser af små og store virksomheder, der ikke kan modtage fakturaer elektronisk. OIOXML-satsningen fra det offentlige løfter med ét slag kompetencen til at håndtere et elektronisk fakturaflow i alle de mange virksomheder, der handler med det offentlige. Det er jo nærliggende, at disse virksomheder vender sig om mod sine leverandører og andre kunder og foreslår at konvertere fakturaflowet fra papir til en digital udveksling. De kan måske ligefrem også begynde at tænke i, at ordreflowet ligeledes kan elektronificeres. Det er virkelig noget, der vil løfte konkurrenceevnen i mange danske virksomheder og myndigheder”, fortæller Jens Møller Thomsen.
Område
- Danmark
Omsætning
- 36 milliarder kroner
Branche
- Telekommunikation
Udfordring
- Håndtering af Moderniseringsstyrelsens krav om at OIOXML-fakturaer til det offentlige skal sendes elektronisk
- Kort tid til at udvikle en egnet løsning
- Vanskelighed ved at sikre den elektroniske distribution af fakturaer og andre forretningsdokumenter mellem TDC og TDCs mange kunder i både den private og offentlige sektor
Løsning
- TDC havde i samarbejde med Evenex udviklet en løsning, der betyder at telegiganten kan håndtere fakturering til det offentlige
- Løsningen sætter TDC i stand til at sende OIOXML-fakturaer til et sekscifret antal modtagere i offentlige virksomheder
- TDC tilbyder via løsningen hos Evenex sine kunder elektroniske fakturaer i fire forskellige formater, hvilket gør det muligt for TDCs kunder at behandle fakturaerne elektronisk og få dem integreret i deres egne IT-systemer
2010-06-07

Akzo Nobel