Pressemeddelelse: PROGRATOR|gatetrade bliver til Evenex
Pressemeddelelse
PROGRATOR|gatetrade bliver til Evenex
Virksomheden bag statens indkøbsløsning og størstedelen af danske virksomheders digitale kommunikation - PROGRATOR|gatetrade - skifter navn til Evenex. Navneskiftet markerer en nyorientering af virksomheden med en mere offensiv tilgang til markedet, og den adm. direktør er ikke afvisende over for mulige opkøb i fremtiden.
KØBENHAVN 17. august 2010 - Evenex er opstået på fundamentet af PROGRATOR|gatetrade, som igennem de sidste ni måneder har gennemgået en større forandring. Målet har været at styrke virksomhedens markedsposition og i den forbindelse ændre virksomhedens identitet. Et af de tydeligste tegn på udviklingen er virksomhedens nye navn Evenex.
I spidsen for Evenex står adm. direktør Niels Stenfeldt, der kom til virksomheden i slutningen af 2009. Han har været en af hoveddrivkræfterne i transformationen af virksomheden fra PROGRATOR|gatetrade til Evenex.
”Vi har været gennem en spændende proces, hvor vi har præciseret vores særlige kvaliteter og i særdeleshed de muligheder, vi har for at agere mere offensivt på markedet. Evenex har et solidt fundament af spidskompetencer, løsninger og ydelser med et meget stort potentiale. Alt dette frigør vi med et nyt navn og en ny tilgang til markedet”, siger Niels Stenfeldt.
”Med Evenex signalerer vi, at vi formår at hjælpe virksomheder med at skabe digitale forbindelser, styre deres forretning og ikke mindst spare omkostninger. Og det er netop de vigtigste værdier for vores kunder. Selve ordet spiller på ”E” for elektronisk og internet, mens ”Vene” associerer til vener i vores krop, som pumper iltet blod til hjertet og næringsstoffer rundt i os alle. ”x” står for exchange, dvs. udvekslingen af informationer. På samme måde vil vi gerne med vores produkter binde virksomheder og organisationer sammen i et økosystem af virksomheder, hvor alle vækster med intelligente og digitale relationer,” fortsætter han.
PROGRATOR|gatetrade har de sidste mange år været en af Nordens stærkeste udbydere af EDI, integrations- og eProcurement-løsninger. Niels Stenfeldt fortæller, at virksomheden udvikler og leverer løsninger, der optimerer forretningsprocesser og forenkler integration og e-handel for private og offentlige virksomheder. Blandt virksomhedens kunder finder man Novo Nordisk, Danske Bank, Dong Energy, Dansk Supermarked, en lang række andre C20-virksomheder samt en stor del af de store og mellemstore virksomheder inden for alle brancher. Virksomheden er en del af MACH gruppen og har i dag mere end 100 medarbejdere på kontorer i Danmark, Norge og Indien.
”Da jeg tiltrådte som adm. direktør i PROGRATOR|gatetrade var der mange, som ikke kendte virksomhedens navn, til trods for at vi faktisk havde et samarbejde med dem. Vores kunder kender os egentlig godt, men vores navn har bare ikke været på deres læber. Med vores nye navn markerer vi for alvor overgangen til de nye tider, hvor vi står stærkt rustet til at erobre nye markeder og flere markedsandele i de kommende år,” siger Niels Stenfeldt.
Introduktionen af Evenex falder sammen med en anden stor milepæl i virksomhedens historie, nemlig at Moderniseringsstyrelsen på vegne af den danske stat har godkendt Evenex’ levering af et nyt indkøbs- og fakturasystem til statens institutioner og deres leverandører.
”Indkøbs- og fakturasystemet er allerede taget i brug af de første statslige institutioner, og løsningen er nu i gang med at blive implementeret i resten af staten. Netop dette system åbner på afgørende vis for nye muligheder for vores kunder i den offentlige sektor og ikke mindst for deres leverandører,” fortæller Niels Stenfeldt.
Herudover glæder han sig over, at Evenex i de sidste par måneder har indgået nye attraktive aftaler bl.a. om nordisk udvidelse af samarbejdet med Telenor samt aftaler med Arbejdernes Landsbank, Bestseller og Lantmännen Unibake.
”Med Evenex har vi skabt et markant momentum, og vi går en fremtid i møde, hvor vi er bedre rustet end nogensinde før til at levere øget produktivitet, omkostningsbesparelser og styrket konkurrenceevne til vore kunder,” siger Niels Stenfeldt, som heller ikke afviser, at et eller flere opkøb kunne være på vej.
Yderligere information
Niels Stenfeldt
Adm. direktør, Evenex
+45 3070 9623
2010-08-17

Pressemeddelelser