Evenex - clever relations
hjem Evenex News & Events Nyheder

Tænketank trækker SCM i fokus

I dag ruller den nye tænketank FORSYN 2021 sit arbejde i gang. Evenex deltager i tænketanken, der skal komme med svar på fremtidens Supply Chain Management i danske virksomheder.

Vigtigt at bidrage

Søren Seerup er et af tænketankens i alt 9 medlemmer. Han er til daglig Supply Chain Executive i Evenex og ekstern lektor på MBA-programmet ved Syddansk Universitet. Søren Seerup har sin indgående viden om Supply Chain Management og IT fra ledelsesposter i virksomheder som fx Ferrosan, Gumlink Food og Olicom.

”Danske virksomheder står overfor seriøse udfordringer i fremtiden. Der er behov for at arbejde innovativt med nye modeller og løsninger, der kan være med til at bringe virksomhederne succesfuldt gennem skærpet konkurrence og ændrede vilkår,” udtaler Søren Seerup og fortsætter: ”Derfor synes vi i Evenex, at det er vigtigt, at vi som virksomhed bidrager aktivt til et så ambitiøst og professionelt initiativ som FORSYN 2021.”

Verdens bedste løsninger

Ideen med FORSYN 2021 er at udarbejde en klar vision for, hvordan danske virksomheder bedst håndterer de store udfordringer, vi står over for. Formålet er at igangsætte processer og aktiviteter, der hen over de næste ti år kan bidrage til at samle ny viden og innovative idéer for alle danske virksomheder, der er optaget af Supply Chain Management.

FORSYN 2021 vil udsende en rapport i sensommeren 2012. Rapporten vil indeholde et antal 10 års-scenaria, der giver danske virksomheder og det politiske system et grundlag for at designe verdens bedste supply chain løsninger.

2011-09-20