Evenex - clever relations
hjem Evenex News & Events Nyheder

aLEANe hjemme I+II

Fra Artikel i Supply Chain Magasin nr. 3 marts 2012

Af Søren Seerup, Evenex:
Praktiker føler sig meget aLEANe i håbet om at kunne bidrage ved at holde de faglige begreber i hævd og ikke markedsføre lean begrebet som et ”me too mass marketing brand” fjernt fra sin oprindelse. Skribenten mener, der er behov for begrebshygiejne

To tidligere indspark i SCM magasinet diskuterer lean. Det første af professor Jan Stentoft Arlbjørn handler om en international undersøgelse af forskningsbaserede artikler om lean begrebet, der konkluderer manglende evidens bag resultater inden for det definerede begreb. Et efterfølgende indspark er leveret af konsulent Peter Sylvest, der går i offensiven og forklarer, at lean skam leverer flotte resultater hver dag ude i virkeligheden. Titlen på dette indspark er valgt helt bevidst for ”på slap LEANe” at anskueliggøre den intense markedsføring af lean begrebet, uanset dets faglige korrekte anvendelse. Der er behov for begrebshygiejne.

Lean som brand

Lean begrebet markedsføres intenst som et overordnet brand og benyttes i sammenhænge, hvor det aldrig har været tilknyttet. Det er derfor ligeså forkert som at bruge det til titler som ”aLEANe hjemme I og II” - måske specielt for dem som fagligt forholder sig til begrebets indhold.

De to omtalte indspark og reaktionen viser, at dette netop er problemet. Der er investeret millioner af euro i at markedsføre lean begrebet. Imidlertid bliver begrebet ikke mere sandt ved, at der arbejdes på at gøre det til et brand. Det er ej heller overbevisende at liste en stribe danske virksomheder, som skulle have succes med såkaldt lean. Et sådan forsøg på legitimering ville være meget mere klart og rigtigt, hvis man skrev, at succeserne i høj grad skyldes sund fornuft og banal procesoptimering.

Da Just In Time (JIT) kom frem, var det ikke svært at tro på, at der her var en metode, som fokuserede på præcision i operationer i fabrikken og i leveringer til tiden, hvad enten det var rå- eller færdigvarer. Et andet begreb i samme gruppe som JIT,BPR m.fl. er lean, som materialiserede sig i Japans krigsmarine under 2. verdenskrig.

Da man ikke selv havde råvarer som f.eks. stål til at producere våben, så fokuserede man på at udvikle metoder og rapportering på at minimere materialeforbruget mest muligt. På samme måde betyder lean meget præcist bedst mulig materialeudnyttelse ved seriel produktion. Med dette som fundament er det meget forståeligt, hvad forskerne mener. De påpeger blot, at der generelt i offentligheden mangler klarhed om, hvad lean begrebet betyder og især IKKE betyder! Problemet med indsparket fra Peter Sylvest er, at han ikke definerer, hvad han forstår ved lean, men snarere har til hensigt at omtale lean ud fra en ”marketing brand” tilgang.

Lean fri benzin

I den kommende tid vil vi måske stifte bekendtskab med LEAN FRI BENZIN til 7 kr. literen, en såkaldt tynd benzin, som sikrer, at man ikke kan overskride hastighedsgrænserne; som fører til store trafikale besparelser og færre ulykker og hospitalsindlæggelser. Jo, der er masser af saft og kraft i det ”Brand”!
For at undgå at lean bliver den 8. spildtype, kan det anbefales, at der skabes en klarhed over, hvad der menes med lean, når det bruges i såvel teoretiske som praktiske sammenhænge.
http://www.scm.dk/processer

Bag om Søren Seerup

Søren Seerup er Supply Chain Executive, Evenex og ekstern lektor ved Syddansk Universitets MBA-program. Han har tidligere fungeret som COO Nissens AS Automotive, direktør Cobento A/S, SVP Gumlink Food A/S og Fertin Pharma A/S, Supply Chain Director DICO A/S, VP Operations Olicom A/S (vinder af Den Danske Logistikpris 1998), International Supply Chain Director Ferrosan A/S, Logistics Manager Helioprint A/S.

2012-03-26

Downloads Karriere Tools Login Presse & Nyhed Partnere
Cases Job IndFak Evenex Online Presse Microsoft Dynamics
Brochurer  At arbejde hos os Leksikon Login Nyheder Sundhedssektoren
    LinkedIn Driftsinfo